Hvad er oprørets mulighedsbetingelser? – og hvem ødelægger det hvordan?

I slutningen af april d.å. påhørt jeg bl.a. den tidligere studenterrådsformand Nissens fremstilling i Alexandersalen på Bispetorvet – og nu har jeg så også læst hans “Øjenvidneberetning fra studenteroprøret ‘68″ her på hjemmesiden. I begge tilfælde imponeredes jeg af det mod, hvormed han fremstiller det daværende studenterråds og sin egen alt andet end heroiske fremfærd i de dage.

Det er interessant, om kæden hopper af eller snarere bliver sat på igen i det øjeblik, hvor rektor Mogens Fog i sin tale fra trappen til universitetets hovedbygning den 23. april 1968 bl.a. siger: ” jeg indbyder alle jeres valgte repræsentanter til et samarbejde, der kan begynde med det samme” – thi som Nissen så rigtigt siger: “hvem var det egentlig, der var studenternes repræsentanter – Studenterrådet eller aktivistbevægelsen?”

Måske udtrykkes det, der sker i dette afgørende øjeblik, bedst ved hjælp af et paradoks: her hopper kæden af, idet den sættes på!

Mogens Fog som damptromle
Københavns nuværende rektor, Ralf Hemmingsen bedyrede under mødet, at han skam mente, hvad han sagde og sagde, hvad han mente – men der er altid grund at iagttage topfolkenes færden nøje. Således kom det ikke frem på mødet, at den daværende rektor Mogens Fog – ved siden af hans mange og store fortjenester – var en yderst barsk og dreven forhandler (nogle vil tale om manipulator – nærmest kommer Nissen dette tema i sin korte omtale her på siden af hans brug af repressiv tolerance). Jeg har samlet flere skarpsindige personers øjenvidneberetninger fra rektors forhandlinger med det daværende Psykologiske Laboratoriums professorer og studerende, som peger på dette forhold. Særligt husker jeg beretningen om et tilfælde, hvor en kvindelig studerende blandt forhandlerne lige før en pause i disse barske forhandlinger rakte en hånd i vejret og meddelte, at hun ikke brød sig om den måde, hvorpå rektor ledede mødet. Dette at der pludseligt ved hjælp af en art regibemærkning blev stillet skarpt på noget, som rektor måske kunne ønske sig holdt skjult – eller usagt, fik ligesom situationen til at “fryse”.

At så mange husker denne episode, anser jeg for at være et tegn på, at den var ladet med skæbnesvanger(?) betydning. Jeg har derfor på det sidste taget kontakt til Nadja Ulla Prætorius, som i sin tid var dén, der lod denne bemærkning falde. Hun husker stadigvæk den kontante afregning fra Fog, der med sin svarbemærkning netop faldt ud af rollen som mester i repressiv tolerance og så at sige bekendte kulør. Svaret fra rektors side lød: “Her er det mig, der er direktør!” Hun følte sig ramt af en “klo i en fløjlshandske”: magtmennesket havde talt.

Spørgsmålet er, hvad Nadja Ulla Prætorius egentlig så i situationen? Min fortolkning er, at drømmen om den herredømmefrie demokratiske diskussion mellem lærere og studerende ved psykologistudiet i en vis forstand døde her. Brutaliteten var helt unødvendig, professorerne var skrækslagne, de studerende havde fat i den lange ende, og de havde tydeligvis rektor på deres side, men den blev brugt alligevel – hvorved studenteroprøret i København “tog skade på sin demokratiske sjæl”. De forskellige fakulteter og fag faldt som dominobrikker på grund af den almindelige utålelighedstilstand ved studierne – og fordi de oprindelige oprørere havde været så velforberedte og dygtige til at mobilisere studentermassen – og fordi professorerne som antydet var ængstelige over den megen “torden i syd” og de usædvanlige ulydigheds- og provokationsformer, der var dukket op – og fordi de studerende altså helt øjensynligt havde rektors støtte i vidt omfang (af en række grunde, som er behandlet andetsteds).

Oprøret mistede således tidligt sin uskyld. Betegnende nok opfatter Nadja Ulla Prætorius det stadigvæk som, at hun dengang personligt mistede sin uskyld, hvad angik mulighedsbetingelserne for en ligeværdig, demokratisk debat på Universitetet. Fog lod hende ligesom forstå, at der var noget, hun overhovedet ikke havde fattet, nemlig at han på den ene side støttede studenterne, men at de på den anden side ikke skulle komme for godt i gang, thi i så fald ville han vise sit sande ansigt og blive farlig – og så kunne de studerende ikke vide sig sikre på noget som helst. Men stadigvæk: reelt var denne demonstration af “tyrannens potentielle utilregnelighed” helt unødvendig.

Om man vil kalde denne form for mødeledelse manipulation er vel en smagssag, men jeg tager Nadja Ulla Prætorius’ udsagn som et vidnesbyrd om, at de psykologistuderende under forhandlingerne i foråret 1968 ved rektors hjælp ganske vist vandt en stad, men i en vis forstand samtidig tabte deres sjæl. Om hun i forhandlingssituationen så noget betydningsfuldt og væsentligt, som hendes medforhandlere ikke fik øje på, eller om hun så de berygtede spøgelser ved højlys dag, det tør jeg ikke afgøre – men hvis fortolkningen er nogenlunde korrekt, ja, så var det her, kæden hoppede af (første gang).

I øvrigt var det næppe en sart mimose, der ved denne lejlighed fik taget sin magtpolitiske mødom. Jeg læste til eksamen, mens forhandlingerne pågik, og hun var en ældre studerende, som jeg ikke kendte personligt – men når hun var udpeget til at indgå i de studerendes forhandlingsdelegation, tør jeg nok gå ud fra, at hun var udstyret med et godt og kraftigt bid!
I denne forbindelse rinder en meget heldig kronikoverskrift af John Hansen i JyllandsPosten mig i hu: Den høflige revolution. Materialet til kronikken bygger på tekster, der ligger på denne hjemmeside, og kronikken er meget livligt og morsomt skrevet (se evt. den på Jyllandsposten) Vi får bl.a. at vide, at de høflige unge mennesker havde efterladt vaser med røde tulipaner på skrivebordene, da de afsluttede besættelsen af Psykologisk Laboratorium.

Hvis læseren får indtryk af en tilgrundliggende pæn opdragelse, er det næppe forkert.

Og om rektor Fog må man jo dog sige, at han belært af erfaringerne fra Berlin og Paris ikke tilkaldte politiet, skønt der blev etableret en varm linie til Gården med løsen og det hele.

Nedturen starter hurtigt
Fremstillingen af studenterrådets og Nissens egen rolle er som sagt modig – og meget afslørende for det repræsentative demokrati, når det er værst og mest ynkeligt – og livsnært.

Det direkte og aktivistiske demokrati led som beskrevet hurtigt nederlag over for kyniske pamperne i magtens korridorer, men dets erfaringer og drømme lever videre – i os som var med dengang. ‘68 er som antydet først og fremmest en frigørende og mobiliserende fælles følelse på basis af en materiel og organisatorisk og socialpsykologisk utålelighedstilstand. Det, der skete mellem os, der var med i den korte tid, indtil den humorforladte forstening for alvor satte ind, forlader os heldigvis ikke: oplevelsen af, at de, der er velforberedte og har en god sag, sammen kan udrette det betydelige, hvor de end kommer frem, hvis de på respektløs vis bruger deres fantasi og sætter deres vitale overskud ind.

Hovedpinen Finn Ejnar Madsen
Jeg nikker genkendende til Nissens ironiske beskrivelse af Finn Ejnar Madsen som “professionel aktivist”. FEM var virkelig en problematisk skikkelse. Hvem husker ikke de evigt gentagede, groteske TV-optagelser fra hans proletariske lilleskole? Det er overhovedet vanskeligt at komme i tanke om en mere bizar skikkelse i det danske studenteroprør end FEM, hvis standhaftighed nærmest kan beskrives som vanvittig.

I sin nekrolog i Psykolog Nyt skrev den tidligere psykologforeningsformand Jógvan Petersen blandt andet: ”
“Finn elskede at sætte en sag på spidsen, at forfølge den ukendte vej og at tage det umulige standpunkt og følge det eftertrykkeligt til dørs. Når man tager et sådant udgangspunkt, bliver der naturligvis også mange fejltagelser.” – og videre helt henne i slutbemærkningerne: “For han var en person, der ikke gav op, men holdt fast i sine holdninger. Også med en til stædighed grænsende fasthed, der kunne være svær at forstå.”

Ja, mon ikke?! Med lidt mindre uld i munden: det er svært at se bort fra visse træk, der i hvert fald grænser op til det psykopatiske (og skidt så med, hvad WHO siger).

En del af forklaringen på den overskridende handling i solemnitetssalen den 21. november 1968 er naturligvis, at FEM så langt fra var alene om sin opfattelse af de kritisable tilstande, og den sociologiske kyniker Erving Goffman gør det i et tillæg til artiklen “Normal Appearances” med den kun alt for rammende titel “The Insanity of Place” med stor veltalenhed klart, hvad der her er på spil*):

“- it is the case that many social deviations of the situational kind do not qualify as signs of mental illness. We have been slow to learn this, perhaps because mental wards once provided the most accessible source of flagrant situational improprieties, and in such a context it was all too easy to read the behaviour as unmotivated, individually generated aberrancy instead of seeing it as a form of social protest against ward life – the protest having to employ the limited expressive means at hand. In the last few years the non-psychiatric character of considerable symptom-like behaviour has become much easier to appreciate because situational improperties of the most flagrant kind have become widely used as a tactic by hippies, the New Left, and black militants, and, although these persons have been accused of immaturity, they seem too numerous, too able to sustain collective rapport, and too facile at switching into conventional behaviour to be accused of insanity” (Erving Goffman: Relations in Public. Microstudies of the Public Order. A Pelican Book, Penguin Books Ltd., Harmondsworth, Middlesex, England 1972 pp.411-412)

*) Her citeret efter min artikel Afvigelsen politik i Bo Gregersen (red.) Om Goffman. 11 artikler, Hans Reitzels forlag, København 1975 pp. 103-122.

Dette til forhåbentlig inspiration for de kommende oprørere!

FEM klarede det dengang blandt andet, fordi han fik lidt hjælp fra sine venner, – og vennerne klarede det i det hele taget en tid lang, fordi de vidste dét, Goffman kort tid efter så formfuldendt forklarer – og som samtidig fremstår som den socialpsykologiske opskrift på et oprør – både i aftenlandene og i den nye verden!

Anfægtelsen, som jeg ikke kan holde tilbage, skønt jeg derved taler ondt om den døde, skyldes imidlertid, at FEM ofte tillod sig at fremture solo – også mod vennerne – ikke alene i studenteroprørets dage, men i resten af sit liv – og spørgsmålet er, hvad man i grunden skal mene om et sådant fænomen – fagligt, politisk, psykologisk og personligt? Det giver hovedpine! (Også selv om der var et og andet positivt at sige om manden, naturligvis. Jeg var selv tæt på ham i visse situationer og skal senere og i anden sammenhæng vende tilbage hertil).

Det var derimod godt på en af “åstederne” at gense og høre på gamle psykologaktivister som Carl Weltzer og Erik de Place Andersen, som på smukkeste vis repræsenterede den i bedste forstand anarkistiske ånd fra dengang. De ville ikke repræsentere og herske eller dominere, men derimod frisætte – og så var de i øvrigt dygtige til det der med gruppedynamik og smågrupper.

En pryd for standen!

Jeg ønsker nutidens studerende sådanne renfærdige initiativtagere!

De ideologiske stivstikkere lukker og slukker
Et vindue åbnede sig således på næsten mirakuløs vis i foråret 1968, og jeg har i det foregående blandt andet forsøgt kort at bidrage til beskrivelsen af mulighedsbetingelserne, men også af farerne og faldgruberne.
Der kan imidlertid også være grund til at redegøre for, hvem der lukkede vinduet igen.

Jeg har allerede peget på galninge som Finn Ejnar Madsen.

Den anden type er de ideologiske stivstikkere fra de politiske fraktioner på venstrefløjen med deres karakteristiske bogstavkombinationer og deres humørforladte og indskrænkede bedreviden og meningstyranni.

Lad mig blot nævne en enkelt af slagsen – en KAPer – og skynde mig at få det overstået. Hendes navn var signifikant: Mugge Pinner. En enkelt personligt oplevet, eksemplarisk episode: nogle år efter studenteroprøret steg arbejdsløsheden blandt nyuddannede psykologer og andre akademikere markant: Min tidligere lærer i arbejdspsykologi, Poul Vidriksen, gammel kommunist og et varmt og elskeligt menneske, deltog flittigt og meget konstruktivt i Psykologiforeningens arbejdsløshedsudvalgs aktiviteter. Til hans 60 års fødselsdag havde jeg på arbejdsløshedsudvalgets vegne skrevet en munter og kærlig fødselsdagshilsen i Dansk Psykolog-Nyt, hvor jeg opregnede fødselsdagsbarnets mange og store fortjenester. Overskriften var: Arbejdsløshedens helt. Nogle dage senere mødte jeg Mugge Pinner på KUA og spurgte hende venligt konverserende hen over kopimaskinen, om hun havde set min lovprisning af den gamle kæmpe – hvortil hun svarede, at det havde hun rigtig nok, men hun ville dog gerne have mig til at forstå, at sådan kunne man virkelig ikke behandle et så alvorligt samfundsproblem som arbejdsløsheden. – Jeg husker stadigvæk, at jeg følte mig som noget, man i fjernsynet lader stå et øjeblik. Et ikke uvæsentligt moment i min næsten lammende forbløffelse var det forhold, at jeg selv på det tidspunkt var arbejdsløs og vel derfor måtte forventes at have en vis naturlig adkomst til at kunne vurdere, hvad der kunne siges at være passende eller upassende i forbindelse med dette fænomens rette og korrekte beskrivelse…men NEJ!

Heldigvis og naturligvis blev fødselaren rigtig meget glad for hyldestartiklen – og kommissærer af den karakteristiske lyseslukkende muggepinnerske type har vi ikke savnet siden slutningen af 70-erne – tværtimod!
Jeg tror i det hele taget, at de allerfleste af dem, der var med dén gang vil erkende, at der blev begået mange og store – og i visse tilfælde utilgivelige – dumheder, så snart studenteroprøret havde fjernet sig fra de mere præcise, studie- og fagpolitiske spørgsmål.

“Kravet er: Medbestemmelse nu!” Det var det, der stod på det banner fra demonstrationen på Frue Plads – men ak! det kom lynhurtigt til at handle om alt muligt andet – endda i slående grad. Energierne blev spredt, og mørket sænkede sig.
Ud over galningene og kommissærerne var der jo også de omvandrende indre landskaber og syrebasserne – men dem er indlægget og livet alt for kort til.

De to, der gik ud af hver sin dør
De to skikkelser, som egentlig interesserer mig allermest i forbindelse med foråret 1968 ved Københavns Universitet er det psykologiske studenterrådsmedlem Erik de Place Andersen og psykologiprofessoren Franz From.
På et tidligt tidspunkt vender Erik omkring i døren – og dermed ryggen til studenterrådet, idet han solidariserer sig helt med de psykologistuderendes fagråd og med den psykologiske studentermasse – en bevægelse altså fra det repræsentative demokratis korridorer og til basisdemokratiets fællesmøder.

Jeg ville gerne kunne lukke låget på ham op og kikke lidt mere ned i det indre…

Franz From er på sin side egentlig en tragisk skikkelse i sammenhængen. Nini Leick har fortalt mig, at han kort før studenteroprøret inviterede dé studerende, der havde lyst – bl.a. hende – op på sit kontor efter en forelæsning. Professoren var meget venlig og forekommende, men det viste sig snart, at det eneste, han var interesseret i, var, om de tilstedeværende kunne komme på nogle ideer til, hvordan man hurtigt og effektivt kunne få reduceret de psykologistuderendes alt for store antal.

Tableau!
Her sad en af den danske universitetspsykologis absolut bedste hoveder og kunne ikke selv finde ud af et eneste brugeligt forslag til en løsning på et stadigt mere presserende problem – og han var ellers udpræget kreativ.
Senere udvandrede From i protest under de omtalte forhandlinger, men vendte senere tilbage til forhandlingsbordet efter at have kølet af. De studerende havde jo stjålet hans “kongerige”. Inden da havde rektor ved afslutningen af dagens intense og anstrengende forhandlingerne bemærket, at “nu lader vi så From sejle i sin egen sø”.
Det var hverken pænt, høfligt eller følsomt sagt – men From var nu heller just, hvad man forstår ved en charmetrold.

Den nedsatte ledningsmodstand
Jeg vil så småt lægge an til at slutte, men i en lysere og mere håbefuld tone: efter veloverstået eksamen deltog jeg i den nordiske psykologkongres i Århus i august, og kunne tydeligt mærke de nye vinde blæse. Som det, jeg senere har kaldt kreativist, passede den ændre tidsånd mig aldeles fortræffeligt, og da jeg hjemvendt til København oplevede et stort besvær med at orientere mig i alle de mange opslag rundt omkring på de mange undervisningssteder, faldt jeg simpelthen ind med døren i det daværende Fiol-annex, hvor nogle psykolog-aktivister holdt møde om noget, jeg ikke husker, hvad var. Jeg afbrød frejdigt – for ikke at sige frækt – mødet og sagde, at jeg havde fået en lige så god som indlysende idé: vi burde lave et blad til de psykologistuderende, som samlede alle opslag, referater og diskussionsindlæg. Som jeg husker det, opgav deltagerne dagsordenen og begyndte straks og på stedet at forberede udgivelsen af det blad, som kort efter kom til at hedde Indput – og som eksisterer den dag i dag i bedste velgående.

Det er formentlig den eneste gang i mit liv, hvor jeg ikke har mødt energisk – eller i det mindste træg – modstand mod mine ideer. Den største salgssucces for den tidligere afdeling for arbejdspsykologi på Teknologisk Institut hedder således ikke uden grund “25 effektive idédræbere”, og jeg tror såmænd nok, at man kan købe det lille hæfte endnu på TI for en slik. Man taler også i denne forbindelse om Not Invented Here-effekten.

Men ikke i de dage i Fiolstræde! Ledningsmodstanden mellem mennesker og ideer var i almindelighed påfaldende lav – og har man oplevet noget sådant, glemmer man det ikke så raskt igen – og har man en pæn og ordentlig karakter, så ønsker man naturligvis det samme for dem, der kommer efter. – Til allersidst vender dog Studenterrådet tilbage med sine venner og vennernes venner – og Nissen flytter altid med – og så må man se at få begyndt et nyt sted på en ny måde.

Mine bedste ønsker!

Berygtede sidste ord
Som jeg skrev til arrangørerne efter en lørdags oplevelser med Studenterrådets Reboot68 (se evt: http://www.reboot68.dk/ ) – og de kunne decideret ikke lide det, de læste:

>> På Psykologisk Laboratorium vidste man i foråret 1968 præcist og på fokuseret vis, hvad man ville have: 50 % indflydelse til de psykologistuderende – og man fik det sgu. Sammen ville man ét, og man fik momentant forenet fest og protest, intellekt og lidenskab, hoved og mave. Dé karle og piger, der kørte med dén klat, vidste virkelig noget om gruppedynamik og smågruppepsykologi, skulle jeg hilse og sige, og de lykkedes derfor med en afgørende væsentlig massemobilisering.Meget af det, der skete sideløbende og efterfølgende er bestemt ikke værd at skrive hjem om: vinduet lukkede sig lynhurtigt igen, og drømmene blev stjålet eller perverteret eller lagt døde – i vidt omfang – men ikke helt.

Læg vel mærke til, at det – som tydeligt demonstreret på Universitets officielle hjemmeside om sagen – ikke var det daværende studenterråd, der var “historiens subjekt”. Det var derimod i en kort periode et studenterrådsmedlem fra psykologerne, der havde vendt rådet ryggen, og så ellers de psykologistuderendes fagråd, der havde opgivet at repræsentere og i stedet gav sig til at agere sammen med de menige studerende…
Jeg bliver i øvrigt nødt til at minde om, at det ikke var min generation, der accepterede at blive tromlet flade af de forkerte, usaglige og irrelevante universitetseksterne kræfter.
Det skete i generationen mellem mig og jer. <<

Og for nu at slutte med et saftigt citat fra min tidligere nævnte artikel om den slebne kyniker Erving Goffman:

“At en hemmelig forståelse så kan gå hen og brede sig, er rimeligt nok en kilde til foruroligelse for ordensmænd, men til gengæld en befriende kendsgerning for løsslupne oprørere.Således mumler en amerikansk universitetsrektor i den næste artikel, “Normal Appearances”: “My God, how could human beings do a thing like this? (…), da han finder sit kontor raseret af oprørske studenter – et spørgsmål, som Goffman vender elegant i luften:

“The great sociological question, of course, is not how could it be that human beings would do a thing like this, but rather how is it that human beings do this sort of things so rarely. How come persons in authority have been so overwhelmingly successful in conning those beneath them into keeping the hell out of their offices? (…)

“That’s a good question!”, fristes man unægtelig til at udbryde. En del af svaret kunne Goffman imidlertid have hentet i selve citatet: på et skilt, der respektløst var anbragt i et af rektorens vinduer, stod der “Join Us” “. (Bo Gregersen (red.): Om Goffman – 11 artikler, ss.120-121)

O, strandbred under asfalten!

Ole Leimand, folkepensionist

Note:
vi bør naturligvis ikke glemme, at oprøret ikke kun var et specifikt studenteroprør, men også et generelt ungdomsoprør. En til det selvforherligende grænsende fremstilling af det bredere og mangefacetterede ryk kan ses på politiken.dk.